Idræt

Undervisningen kan foregå mange steder på skolen og i vores lokale miljø. I
sommerhalvåret benytter vi ofte vores boldbane, naturpark, multibane og skovdistriktet Klosterheden. I vinterhalvåret benytter vi i høj grad vores hal, som også rummer styrkerum og teorilokale. Hallen er udgangspunkt for undervisningen. Eleverne kommer på værkstedet til at arbejde med flere forskellige organisationsformer. Individuelt, i par, i grupper og på hold er nogle af de organisationsformer, der arbejdes med.

Eleverne udvikler kropslige kompetencer

Det er målet for idrætsundervisning, at:

  • den enkelte elev udvikler idrætslige, personlige, sociale og kropslige kompetencer.
  • eleven oplever glæde og lyst til at udøve idræt.
  • eleverne får forudsætninger for at forstå betydningen af livslang fysisk udfoldelse i samspil med natur, kultur og det samfund, de er en del af.
  • eleverne opnår indsigt i og får erfaringer med vilkår for sundhed og kropskultur.
  • eleverne får forudsætninger for at tage ansvar for sig selv og indgå i et forpligtende fællesskab.

Udgangspunktet er det legende og eksperimenterende

I faget vil vi arbejde ud fra forskellige perspektiver blandt andet det legende, det konkurrenceprægede, det eksperimenterende og det sundhedsmæssige. Eleverne arbejder i faget med bevægelse i mange forskellige situationer og former. Hovedvægten lægges på arbejdet med motorisk udvikling og styrkelse af koordination samt sanseapparatet. Desuden skal eleverne arbejde med at udvikle deres fysiske styrke og taktiske forståelse i idrætslige aktiviteter og discipliner.

© Fenskær EfterskoleWebsite af Superego