Fenskær Efterskole

En fortælling om Flemming Bamse Jørgensen – på Fenskær Efterskole

06. januar 2012

Skolekoncerten ”Vimmersvej-4-ever” – om Flemming Bamse Jørgensens liv og musik!

Til vores skolekoncert ”Vimmersvej-4-ever” på Fenskær Efterskole, fredag den 9. december 2011, viste vi før koncerten et diasshow med fortællingen om Bamses liv. – Når man så Bamse på scenen eller i interviews, virkede han altid som ”den glade dreng”, der hyggede sig med det, han lavede – nemlig at spille musik og synge for at gøre folk glade rundt i hele Danmark. Mange af Bamses sange er blevet ”folkeeje” – forstået sådan, at mange af os nemt kan stemme i og synge med på en del af omkvædet. Succeser som solo-cd’en ”Stand by Me” i 1999 og hans optræden i All-Stars i 2009 var nok en øjenåbner for mange, at der her var en mand, der kunne andet end sin ”Vimmersvej” eller ”I en lille båd der gynger”!

Fortællingen om Bamse ……

Fortællingen om Bamse er fortællingen om en jysk knægt, der hverken havde ambitioner om at være kendt eller berømt – men bare havde ét stort ønske i livet …… at få lov til ”at være sig selv”!

Bamse ønskede hverken at skulle overtage sin faders direktørstol i familiefirmaet en dag, og han havde på ingen måde ambitioner om at skulle frem i rampelyset! – Men mange ting i Bamses liv kom nok til at former sig anderledes, end han selv havde kunnet forestille sig!

Starten på tilværelsen var ikke så ligetil – Bamse har aldrig mødt sine biologiske forældre. Hans mor, der boede i en luder-gade i Randers, afleverede ham på et børnehjem kort efter fødslen. Her blev han fundet af sine adoptivforældre – og voksede derefter op som Flemming Jørgensenfra Århus. Da Bamse var lille startede adoptivfaderen en gummivareproduktion, der voksede sig stor – og senere blev til Viby Gummivarefabrik.

Som 10-årig var Bamse til en koncert med Louis Armstrong, og var så optaget af det, at han bagefter fik en trompet, og kort tid derefter begyndte han at spille kornet i et FDF-orkester. – Bamse fortæller i biografien, at han altid har hørt musik – og at det har betydet ALT i hans liv! Og – da han som 10-12 årig for første gang hørte en mand, der hed Elvis, synge …. da vågnede han!!!

Da Bamses far engang kom hjem fra en forretningsrejse og havde en plade med Little Richard med hjem til ham, kasserede han trompeten og byttede den ud med en guitar.

I Bamses nabolag boede 2 drenge – og da de stod og manglede en bassist, sprang Bamse til. Ud røg guitaren – og en bas og basforstærker/ højttaler blev købt. Bamse var 15 år, da de spillede deres første job …. og repertoiret bestod af hele 3 numre!

Som 17-årig spillede Bamse i et band, ”Les Marquis” – og når man spillede uafbrudt fra kl. 19 til kl. 02, var hyren dengang 100,- kr! Som lærling tjente han dog 33,- kr om ugen, så han syntes hurtigt, det var en fed måde at tjene penge på!

Årene efter spillede Bamse i gruppen ”Lee Perkings”, og da de fik et job i Hamburg, hvor forsangeren ikke måtte tage af sted for sin kæreste …. så slog Bamse til, for jobbet skulle de da ikke miste, og sprang frem i rampeyset og fik sin debut som forsanger ”på et afbud”, kan man vel sige!

Bamse mødte ”sit livs Käte” i 1968, og derfor forsøgte han nogle år at leve et mere ”normalt” liv, hvor han arbejdede som maskinarbejder på Højbjerg Maskinfabrik – men …. musikken vandt, og fra 1973 spillede han landet over med ”Bamses Venner”!

Navnet Bamse – kælenavnet, vi alle kender, og som siden er blevet ført på navneattesten, var forøvrigt et tilnavn han fik i søværnet, hvor han fra 1969-70 tilbragte tiden bag stortrommen i Søværnets Tamburmajorkorps!

Bamse og ”Bamses Venner”fik deres første rigtige store radiohit i 1974 – med ”Godaw do – vil du danse med mig”Nummeret er sidenhen blevet et kendemærke for gruppen, da alle deres koncerter er startet med dette!

For nøjagtig et år siden – nytårsnat 2011 – døde Bamse, og det blev et farvel til en sanger, musik- og tekstforfatter, der i årevis turnerede på landevejene og ”passede” sine trofaste fans. Bamse var ikke en mand, der troede på de hurtige løsninger som ”Stjerne for en aften” og lign. programmer bød. Han var selv en ”musikkens arbejdsmand”, der mente, at succes og et trofast publikum var noget, man skulle gøre sig fortjent til.

Hilsen
Inger

© Fenskær EfterskoleWebsite af Superego