Fenskær Efterskole

Særlige behov

Vi er en musisk, praktisk og prøvefri efterskole for unge med særlige behov. Her tager vi udgangspunkt i dit barns behov og potentiale. Gennem et stærkt fællesskab med andre unge i et ligeværdigt miljø, får dit barn mulighed for at indfri sit potentiale. Dette gør vores efterskole til et rigtig godt alternativ til folkeskolens inklusionsklasser.

En efterskole til unge med særlige behov

Hos os er dit barn på en efterskole, der henvender sig til elever med særlige behov, som har brug for ekstra opmærksomhed. Her tænkes der ikke kun på indlæringsvanskeligheder, men også på det sociale, som vores elever ofte har haft svært ved at blive en del af i deres hjemmemiljø.

Fenskær Efterskole er et helt særligt sted, der skal opleves og mærkes. Vi håber, I har lyst til at besøge os.

Vores fokus er ikke på bedre karakterer eller prøver. Vi har nemlig ingen af delene. Vores fokus er på de unges kompetencer, det de kan, og det de interesserer sig for. Hverdagens pædagogiske udgangspunkt er i værdier som fællesskab, anerkendelse og refleksion.

Vi ønsker at give vores elever noget rygrad og selvtillid; vores elever skal gerne have en følelse af at kunne komme videre ud i voksenlivet som gode medborgere, der har lyst til at tage ansvar for deres eget liv.

Eleverne får en tryg hverdag

Eleverne bor i ’huse’ med seks værelser i hvert hus, hvor de fleste bor to og to sammen. Hvert hus har tilknyttet to ’huslærere’, som er elevernes nærmeste kontaktpersoner. Her er elevernes base, og det er her, eleverne blandt andet skal lære at vaske deres tøj, gøre rent, rydde op og holde styr på lommepengene.

Vi bor i den lille landsby Nørre Nissum i det nordvestlige Jylland, ikke langt fra hverken Holstebro, fjord eller æ’ hav. Selvom vi ikke er en af Jyllands metropoler, er der er ikke langt til yderst gode, landsdækkende togforbindelser i Struer. Skolen sørger for gratis transport til Struer fredag eftermiddag og tilbage til skolen søndag aften.

 

 

© Fenskær EfterskoleWebsite af Superego