Fenskær Efterskole

Skoleweekend på Fenskær Efterskole maj 2014

27. maj 2014

Skoleweekend ”I fiskens tegn …..”

Weekenden den 24.-25. maj var en skoleweekend på Fenskær Efterskole, hvor vi om lørdagen havde en fællesudflugt til Jyllandsakvariet i Thyborøn, som jeg her vil fortælle lidt om.

”I fiskens tegn …..”
Med Thyborøn og Jyllandsakvariet som base er temaet næsten naturligt givet – og alle elever på skolen havde inden weekenden kunnet ønske, hvilke værksteder de ville arbejde på om formiddagen og om eftermiddagen. Der kunne vælges mellem en ”Bunkers-tur” med mulighed for at komme ind i de bunkers, der er åbne for publikum – et ”krible krable værksted”, hvor der blev fanget krabber v. havnen – ”et blæksprutteværksted” hvor der skulle dissekeres og bagefter fodres i de store akvarier – et ”kreativt værksted”, hvor der med materialer fra hav og strand skulle lave store, udendørs billeder – samt et ”køkken-værksted”, hvor der skulle laves frokost på grillen til hele skolen!

Køkken-værkstedet
Kl. 10 var vi klar til værkstedsstart i Thyborøn. Det viste sig ret hurtigt, at vi havde lidt af en udfordring på madholdet. Vi havde i en lokal fiskeforretning bestilt fiskefars til fiskefrikadeller, så vi kunne servere fiskeburgere – men det viste sig, at vi måtte stege dem alle på 4-5 små bål-pandekagepander. Madholdet tog arbejdet på sig, og med et fantastisk teamwork ved grillen (og en lille smule forsinkelse på det planlagte spisetidspunkt …  ) lykkedes det hele. Der var også smagsprøver på krabbekløer og jomfruhummerhaler, så mange fik udfordret smagsløgene til frokosttid!

Blæksprutte-værkstedet
Jyllandsakvariet har også det, der kaldes ”skoletjenesten”, og her havde vi lejet deres dygtige medarbejder, Peter, til at guide 2 hold gennem dissekering af blæksprutter. Skønt mange havde lyst til at starte med et ”nej” og et ”bwadder”, fik Peter lynhurtigt tryllet det om til interesse og spændende læring. Og efter dissikeringen var det rigtig spændende at være med til at håndfodre fiskene i de store akvarier.

Elektriske ål og piratfisk
Kort før hjemturen gav Peter en ekstra ”opvisning” med fiskene – interesserede elever fik lov til at være med til at fodre de elektriske ål med muslinger. Muslingen skulle holdes ned i akvariet med en lang plasticholder, og holdes hen foran den ål, der skulle fodres. Når ålene fodres afgiver de kraftige elektriske impulser, der kan høres i højtaleren, og det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre intens. Bagefter blev piratfiskene fodret – af Peter – og de var godt nok hurtige til at spise de fisk, der blev kastet ned til dem, når de først begyndte. Peter fortalte, at de var startet med 200 piratfisk – og nu var bestanden næsten halveret, men han havde aldrig fundet eller set en død fisk i bassinet.

Hjemme igen … til bingo-banko aften!
Det var en træt flok elever, der trængte til en pause, før programmet fortsatte. Men aftenen var helt klart et hit, hvor 4 lærere arrangerede  Bingo-Banko aften med alle mulige sjove konkurrencer. Billeder og video fortæller meget – så jeg vil lade videoklippet på Fenskær Facebook fortælle den historie!!!

Mandag morgen –
Og så blev det mandag og skolehverdag igen …. måske sidder der nok lidt træthed i kroppen fra weekenden endnu, men så kan vi se frem til en kort undervisningsuge og  dejlig Kristi Himmelfartsferie bagefter!

Hilsen Inger

© Fenskær EfterskoleWebsite af Superego