Fenskær Efterskole

Forårstid – og travlhed i luften

30. april 2017

Forårstiden er en travl tid, når man kigger ud i naturen. Dag for dag ændrer ”billedet” sig, når alting begynder at pible frem og farvepaletten ændrer sig til stærkere og stærkere farver. Vi er godt på vej ud af vinterhiet og begynder at tage fat på flere udendørsaktiviteter.

Affaldsindsamling
En fast tilbagevendende forårsaktivitet er, når vi i begyndelsen af april deltager i den årlige affaldsindsamling i Lemvig Kommune. Sammen med de andre skoler i Nr. Nissum får vi nogle områder, hvor vi er ude og lave en grundig oprydning. Alle gik til opgaven med krum hals! Der blev uddelt plasticsække, handsker og opsamlingstænger, så vi var rustede til at samle op, hvad der nu var på ruten. Eleverne imellem blev der delt mange gamle historier om tidligere fund ….. fra gamle madpakker og babybleer til aviser og øldåser. Efterhånden som eleverne kom hjem med fyldte sække lavede vi en lille opstilling af dette års sjoveste fund, og de tre ”vindere” blev: en kantmarkeringspæl, en hjulkapsel og et brækjern!

Emneuge og Markedsdag
Den næste større aktivitet, hvor vi absolut håber på forårsvejr af den allerbedste slags, er når vi i uge 19 har emneuge, hvor vi forbereder vores Markedsdag, der i år falder den 11. maj. Ugen igennem arbejder vi alle på værksteder, så vi kan præsentere nogle flotte boder med salg af de ting, eleverne har lavet. Bliver det en regnfuld dag, rykker vi selvfølgelig indendøre, men vi satser altid på sol og tørvejr, for det giver hele dagen en ekstra stemning. Der kommer til at stå mange flere oplysninger om Markedsdagen og Fenskærs Facebook, når vi kommer nærmere, så husk at kigge med dér!

Gallafest

Sideløbende med Markedsdagsforberedelserne er vi også langt med at planlægge årets Gallafest. Allerede her i den kommende uge skal eleverne finde, hvem der ska være deres gallapartner, som man skal gå indmarch med og sidde ved siden af under middagen. De, der har lyst til selv at finde en partner, har muligheden, og de elever, der gerne vil have vores hjælp, får det, når vi holder en ”speed dating”-aften. Det er en måde, vi nogle gange bruger – f.eks. sidst, da eleverne skulle finde ud af, hvem de ville sidde ved siden af i bussen til og fra Sverige, da vi skulle på ski. Når vi er forbi Markedsdagen, lægger vi mere op omkring vores gallaprogram på Fenskærs Facebook, så I også kan følge med dér!

© Fenskær EfterskoleWebsite af Superego