Fenskær Efterskole

Fenskær Efterskole på tur til Randers Regnskov

25. januar 2015

Fælles oplevelsesdag

På Fenskær Efterskole har vi hvert skoleår nogle dage, vi kalder ”oplevelsesdage”, og formålet med dem er,  som overskriften siger, at sørge for, vi får nogle oplevelser sammen som kan være spændende – udfordrende – overraskende og ikke mindst fællesskabs fremmende. Nogle gange foregår dagen hjemme på skolen, andre gange bliver det en udflugtsdag som i går, hvor hele efterskolen var en tur i Randers Regnskov.

Verdens lunger

Op til turen har vi forberedt den ved at bruge nogle morgentimer til at vise film, der fortæller om regnskoven – både mangfoldigheden i dyrearter og det specielle klima der gør, at regnskoven betegnes som verdens lunger!

Mødet med en Kongephyton

Kl. 9 var vi klar til at køre mod Randers og efter ca. 2 timer var vi fremme. Vi skulle hurtigt ind og være klar, for vi havde bestilt ”Skoletjenesten” til at give os et kort oplæg om, hvad vi ville kunne se i de forskellige kupler. Der er nu 3 kupler – de to ældste og mindste, der hedder Asien og Afrika, og så den største og nyeste, der hedder Sydamerika og er på hele 2000 m2. – Vores guide havde også medbragt en slange, en lille Kongephyton, som vi kunne få lov til at røre, hvis vi havde lyst. Hun ville dog selv holde hovedet for at sikre, den ikke pludselig blev forskrækket, for det kunne nemt ske, når vi var så mange, og der derfor var mange hænder, der pludselig kom tæt på dens hoved. Hun forklarede, at det faktisk var meget sjældent, slanger bed – og at i de mere end 10 år, hun havde været med til at passe slangerne, var hun kun blevet bidt 2 gange ….. og hun kunne sige, at det begge gange var hendes egen skyld, fordi hun ikke havde tænkt sig om. Én af grundende til at et slange kunne finde på at bide efter et menneskes hånd forklarede hun med, at ét af slanges byttedyr, den sætter særlig stor pris på, er en rotte, og hvis man sammenligner størrelsen på en menneskehånd med en rotte, er de nogenlunde ens.

Overhalet af en skildpadde ….

Da vi gik rundt i kuplerne, fulgtes vi ad husvis, og det var rigtig hyggeligt. Der var både tid til den sociale snak og til at prøve at læse skilte og prøve at løse nogle af de opgaver, vi havde fået på et ark. Men det, der hurtigt tog det meste af opmærksomheden, er den specielle oplevelse, det er, at mange af dyrene i Randers Regnskov er fritgående. De dyr, der kan være direkte farlige for mennesker, er i bur eller bag glas, men alle andre er fritgående eller –flyvende, så pludselig kom der en stor skildpadde vandrende på stierne eller der var en flagermus, der susede tæt forbi hovedet! Der var mange jokes om at være lige så hurtig som en skildpadde … eller blive overhalet af en skildpadde – og flere kunne godt huske tegnefilmen om haren og skildpadden!

Alle vegne kunne vi se foderskåle stillet frem – og én ting er der, hvor det var korn, frugt og grønt, men der blev også trukket noget på næsen over alle de små døde muse- og kyllingekroppe, der lå i andre foderskåle. Fra skoletjenesten havde de også været meget omhyggelige med at lære os, hvordan man skulle gå roligt rundt inde i kuplerne og endelig ikke røre ved nogle af dyrene. Hun fortalte, at de nogle gange havde oplevet, at hanaberne kunne reagere meget på, når der kom unge teenagerdreng på besøg, fordi aberne kunne mærke, det var en teenagerkrop smækfyldt med hormoner, og derfor ville hanaberne godt ”spille op” og larme og markere, at det altså var DEM, der bestemte her i kuplerne! Men ellers var alle aber opdraget til, at de ikke måtte komme i kontakt med mennesker, der gik rundt på stierne. Det havde personalet simpelthen lært dem ved, at de havde en vandpistol, og hvis en abe kom for tæt på mennesker, fik de lige et hurtigt lille sprøjt i hovedet, og så lærte de hurtigt, hvordan det skulle være.

De sidste timer var det tid til madpakker – ekstra ture rundt i kuplerne på egen hånd – at se fodring (af piratfiskene) og en masse besøg i souvenirbutikken, og kl. 15 var vi klar til at vende næsen hjem mod Fenskær igen.

Aftenhygge på efterskolen

Det var en flok trætte elever, mætte på oplevelser, der var tilbage på Fenskær sidst på eftermiddagen – og mange brugte stilletimen til at tage sig en lur!

De faste valgfag om aftenen var aflyst og der blev i stedet tilbudt, at man kunne vælge mellem aktiviteter i hallen, en film eller håndboldkamp på storskærm.

Det var en super hyggelig dag – !

Hilsen

© Fenskær EfterskoleWebsite af Superego