Fenskær Efterskole i fodboldkamp mod Finderup Efterskole

09. november 2011

Av, av, av ……  Fenskær Efterskole led nederlag på hjemmebane!

Fenskær Efterskole var mandag d. 7. november værter for en fodboldkamp mod Finderup Efterskole. Kampen blev spillet på 11-mandsbane, hvilket var nyt for mange af fodboldspillerne fra Fenskær Efterskole. Finderup Efterskole havde revanche til gode efter nederlag i sidste opgør på deres hjemmebane. Den kamp vandt Fenskær Efterskole 2-1 efter en solid præstation.

Det var tydeligt at mærke, at udeholdet fra Finderup Efterskole var motiverede. De startede kampen i et højt tempo og fik hurtigt presset Fenskær Efterskole tilbage på banen. Kampen om midtbanen dominerede Finderup Efterskole. Deres stærke midtbanefolk fodrede angriberne med gode afleveringer, og efter blot 4 minutters spil resulterede det i mål. Den gode start til gæsterne var med til at tage modet fra hjemmeholdet, som få minutter senere igen måtte fiske bolden ud af egne netmasker. Finderup fortsatte presset og førte 3-0 midtvejs i halvlegen.

Efter et par nærgående forsøg lykkedes det imidlertid Fenskær Efterskole at spille sig ind i kampen igen. På et flot kontraangreb kunne Kim skyde bolden i nettet, og spillerne fra hjemmeholdet fik nyt mod. Den medvind, scoringen skulle have givet hjemmeholdet, udeblev imidlertid, da Finderup Efterskole hurtigt slog igen. De fik igen spillet sig flot igennem Fenskær Efterskoles forsvar, og efter lidt tilfældig spil endte det hele i et selvmål.

Finderups fjerde scoring skabte splid mellem hjemmeholdets spillere, som begyndte at skændes indbyrdes.  Finderup dominerede de sidste minutter af halvlegen uden dog at score yderligere.

I pausen fik Fenskær Efterskole rettet op på fejlene, og de startede stærkt i anden halvleg. Spillet flød bedre, og det skabte en del chancer til hjemmeholdet. Efter fem minutters spil fyrede Lasse kanonen fra distancen, og fik sit skud placeret så yderligt, at målmanden ikke kunne nå ud til bolden.

Målet gav ny energi til hjemmeholdet, og for en kort stund var humøret højt både blandt hjemmeholdets spillere og fans. Fenskær Efterskole var nu godt med i kampen og kæmpede sin chance for at komme tilbage i opgøret. Hjemmeholdets spillere begyndte at løbe for hinanden, og det var tydeligt at se på spillet, at de troede på udligningen. Smilet skulle dog kort efter stivne hos hjemmeholdet. To hurtige scoringer af Finderup lukkede kampen, og de sidste 15 minutter af kampen var der kun et hold på banen. Spillerne fra Fenskær Efterskole resignerede, og de begyndte i stedet at brokke sig over dommeren og hakke på hinanden. Det resulterede i, at Finderup Efterskole let kunne score til 7-2, 8-2, 9-2 og 10-2, inden Fenskær Efterskole på et straffespark i de døende sekunder kunne pynte på resultatet.

Finderup vandt fortjent kampen med 10-3 mod et hold fra Fenskær Efterskole, som må tilbage på træningsbanen for at kunne yde den nødvendigt modstand i næste opgør. Der spilles returopgør i Finderup til foråret, hvor Fenskær Efterskole må have let ved at finde motivationen. Finderup Efterskole kunne dermed tage den nye vandrepokal med hjem til skolen.

Hilsen

Søren

© Fenskær EfterskoleWebsite af Superego