Elevfortælling: Fenskær blev begyndelsen på voksenlivets landevej

10. september 2020

Det var svært at styre temperamentet og møde nye mennesker for den indelukkede og stille Lukas Andsbjerg fra Aulum. Men efter tre år på Fenskær Efterskole havde han fået mange gode venner og modet til at opsøge drømmejobbet. I dag er han 21 år og kører 50 tons tunge tankbiler lastet med farligt gods rundt over hele Europa.

– Det er snart min tur, så hvis jeg pludselig afbryder, er det derfor, siger Lukas Andsbjerg, da vi taler med ham.

Han står i køen til nummerpladeservice i Aarhus. Nummerpladen på hans tankbil – en Volvo, det foretrukne mærke – er ætset væk.

– Det sker ofte, så det er ikke første gang, jeg er her. Det er dampene fra jernchlorid, der får fat i nummerpladens metal, når vi tømmer tanken, fortæller han.

Det lå ikke i kortene, at 21-årige Lukas Andsbjerg fra Aulum, skulle køre rundt på Europas landeveje i en 25 meter lang tankbil med over 50 tons svinefedt, syre og meget andet farligt gods for Dansk Tanktransport.

– Jeg var en rigtig lille hidsigprop, og jeg kunne finde på at flå borde og stole fra hinanden. Jeg havde ingen venner, og jeg anede ikke, hvad jeg ville, fortæller Lukas Andsbjerg.

I folkeskolen modtog Lukas Andsbjerg specialundervisning, og der var en mistanke om, at han havde ADHD. Det stod derfor klart, at tiden efter folkeskolen skulle foregå på en specialefterskole. Valget faldt på Fenskær Efterskole, hvor Lukas Andsbjerg gik i to år. Det sociale, omgivelserne og aktive værkstedsfag som sejlads, surfing og stenhugning, blev et vendepunkt i hans liv.

– Fenskær fik pillet al min hidsighed af mig. Jeg fik ro på, og jeg forandrede mig generelt meget. Jeg begyndte helt af mig selv at tage kontakt til andre mennesker, og jeg fik gode venner – mange af dem har jeg stadig i dag, siger Lukas Andsbjerg.

Efter de første to år på Fenskær Efterskole, fortsatte Lukas på skolens udslusningsprojekt, Fenskær Plus. Her er der fokus på de unges uddannelse, som ligger i ungdomslivet efter efterskoletiden med både praktik og brobygning.

Her kom han i praktik hos en landmand, hvor han blev tilbudt en lærerplads. Men landbruget var ikke ham, og på den efterfølgende STU-uddannelse i Herning, var det for meget med at sidde stille foran en computer. Han ville ud og bruge sig selv, og løsningen endte med at blive naboen, der arbejdede et sted, hvor de manglede en chaufførlærling.

– Jeg kørte bare derned og hilste på. Jeg havde jo ikke noget CV at vise eller andet. De fik bare min historie. Jeg fik det store kørekort, lærerpladsen og et halvt år efter var alle papirerne på plads, og jeg var blevet fastansat, fortæller han og fortsætter.

– At jeg helt selv opsøgte jobbet og turde tage kontakt, var aldrig sket uden Fenskær. Jeg elsker virkelig mit arbejde, og jeg tænker ”YES”, hver dag jeg står op og skal afsted, siger Lukas Andsbjerg.

© Fenskær EfterskoleWebsite af Superego