© Fenskær EfterskoleWebsite af Superego
Fenskær Efterskole er en specialefterskole for dig, der har særlige behov. Måske er du udfordret fagligt, måske har du det svært med det sociale. Måske begge dele. Uanset hvilke udfordringer – og diagnoser – du har, er Fenskær Efterskole en efterskole for dig. Vi er nemlig en helt særlig efterskole for særlige elever. Som elev på Fenskær Efterskole i 9. klasse vil du få et skoleår, hvor du selv er med til at bestemme, hvilke fag du vil have. Du får gode venner, kammerater og et år med store oplevelser, du aldrig glemmer.
Vi har en hverdag med faste rammer. Det giver en tryghed, der er god at have i hverdagen. Vi har faste rutiner for vores fag, vores måltider, og for hvornår vi står op og går i seng. Men alle dage ligner ikke hinanden – nogle dage bryder vi rammerne og justerer lidt på skemaet. De dage tager vi på spændende udflugter, eller måske kommer der et foredrag eller et band og spiller på skolen. Det kan også være, vi tager i teatret eller til en sportsbegivenhed.
Og så er der selvfølgelig vores årlige og fantastiske vinterlejrskole i Sverige! Den må du ikke gå glip af. Vi leger i sneen, vi nyder den svenske fjellluft, og vi ser, hvordan det går med ski under fødderne – bare rolig, alle kan være med! Vi har det sjovt og hyggeligt, og når vi kommer hjem er kinderne stadig kolde og røde efter en god tur.
Hverken på lejrskolen eller i hverdagen dur helten ikke, uden mad og drikke. David, skolens helt egen kok, står hver dag og forbereder alle dagens måltider i sin store køkken. Det er en stor opgave at lave mad til knap 100 mennesker hver dag, så David får god hjælp af en håndfuld skolens elever til at forberede den lækre mad, vi spiser om morgenen, til middag og om aftenen. Når vi holder gallafest eller andre temadage bliver der gjort lidt ekstra ud af måltiderne, som bliver ekstra festlige.
Du kommer til at dele et værelse med én af dine skolekammerater. I bor sammen i et ’hus’ med ca. otte andre elever. Til hvert hus er der tilknyttet en kontaktperson, en såkaldt ’huslærer’, som vi kalder det på Fenskær Efterskole. Det er huslæreren, der er din nærmeste kontaktperson i din efterskoletid. Det er i husets hustimer, I er sammen alle sammen. Her er der undervisning i almene ting som dansk, matematik og historie, og det er også her, du lærer at gøre rent – I skal selv holde jeres værelser rene og pæne, – vasker tøj og du kan få hjælp til at holde styr på lommepengene.
Se det hele med dine egne øjne, oplev og mærk stemningen. Besøg os – vi glæder os til at hilse på dig.
© Fenskær EfterskoleWebsite af Superego