Valgfagets navn: ENGELSK

Intro: Engelskundervisningen foregår i biblioteks -og databygningen, i dansklokalet. Lokalet er praktisk opbygget med borde/stole og sofagrupper samt skillerums-vægge. Der er mulighed for tavleundervisning, gruppe og individuel undervisning. Ligeledes er computere til rådighed i bygningen til undervisningsbrug, samt storskærm til film og fremvisning m.m.

Mål: Med udgangspunkt i elevens interesse for faget er det værkstedets mål igennem en individuel tilrettelagt specialundervisning at forbedre elevernes standpunkt i engelsk.

Det er desuden målet, at eleverne bliver i stand til at:

  • kommunikere på engelsk, dvs. lære helt simple samtaleteknikker.
  • svare på enkle spørgsmål om sig selv, familie, fritid og skole.
  • læse korte, sprogligt helt enkle tekster om dagligdags emner. Herunder sangtekster.
  • oparbejde et grundlæggende ordforråd, så de kan forstå og tale med om nære og genkendelige emner.
  • udtale de engelske ord, der arbejdes med.
  • arbejde med og forstå enkelte grammatiske begreber som ental/flertal, nutid/datid.
  • stave enkle ord og udtryk.
  • turde udtrykke sig på engelsk, selvom den sproglige formåen ikke slår til.
  • bruge ordbøger. Oversætte eng/dansk og da/eng.

Indhold: Specialundervisningen har afsæt i fælles mål – trinmål for de almene fag.

Indholdet i undervisningen varierer meget alt efter elevens niveau.

Undervisningen indeholder typisk et fælles oplæg/fælles start, hvor en dialog på engelsk anvendes. Holdet snakker om daglige emner og fortæller lidt om sig selv og ”dagsformen”. Hvordan går det? osv.

”Dagens ord” eller sætning skrives i kladdehæfte på engelsk med hjælp fra ordbog og lærer.

Grammatik præsenteres, f.eks. bøjning af udsagnsord. Der leges: ordjagt, ordlege m.m.

Der arbejdes med korte og lette tekster, evt. sangtekster.

Til tider bruges computer til audio-støtte eller anden illustrativ understøttelse.

Der arbejdes individuelt i arbejdsbøger tilpasset den enkeltes niveau.

Der læses artikler med tilhørende opgaver, såsom puzzles og kryds og tværs.

Eleverne modtager 1,5 times undervisning ad gangen. Det tilstræbes, at undervisningen bliver så varieret som mulig, så motivationen og engagementet bevares. Der arbejdes fælles på klassen, parvis og individuelt med mulighed for at gå i afskærmede eller separate rum.

Undervisningen er en vekslen mellem fælles kommunikation, kommunikation med de enkelte elever samt individuelle skriftlige opgaver.

Evaluering: Undervisningen har afsæt i ovennævnte mål, og der evalueres løbende.