Værkstedets navn: MATEMATIK – NATUR/TEKNIK

Intro: Undervisningen foregår i et almindeligt lokale, der også anvendes til andre formål.
I tilknytning til lokalet ligger et halvåbent rum, der er muligt at anvende som arbejdslokale til elever, der er lydfølsomme, eller som af andre årsager har behov for at arbejde i enerum.
Undervisningslokalet er ikke udstyret med specielle sikkerhedsforanstaltninger. De praktiske forsøg i undervisningen vil derfor være af en sådan art, at de udføres under sikkerhedsmæssige forhold i henhold til lokalets indretning.

Formål: Med udgangspunkt i elevens interesse for at forbedre sine faglige færdigheder er det værkstedets mål igennem en individuelt tilrettelagt specialundervisning at forbedre elevens standpunkt i almene skolefag med fokus specielt på matematik og N/T. (Jf. Fælles mål).
Det er endvidere formålet:

  • at den enkelte elev udvikler matematiske kompetencer og opnår viden og kunnen således, at han/hun bliver i stand til at begå sig hensigtsmæssigt i matematikrelaterede situationer vedrørende dagligliv, samfundsliv og naturforhold
  • at den enkelte elev opnår indsigt i vigtige fænomener og sammenhænge samt udvikler tanker, sprog og begreber om natur og teknik, som har værdi i det daglige liv, og som gør det muligt for eleven at deltage ligeværdigt i diskussioner om disse
  • at styrke den enkelte elevs alsidige udvikling

Indhold: Undervisningen bygger bl.a. på elevernes egne oplevelser, erfaringer, iagttagelser, undersøgelser samt eksperimenter og medvirker til, at de udvikler praktiske færdigheder, kreativitet og evne til samarbejde.

Der vil i undervisningen være mulighed for at styrke elevens forskellige kompetencer, idet der både vil være konkrete og mere boglige materialer at arbejde med.

Undervisningstiden opdeles hver gang i tre afdelinger:

  • individuelt baseret matematikundervisning med dels traditionelle materialer og dels med konkrete materialer afhængigt af den enkelte elevs behov. Undervisningen er individuelt baseret.
  • alternativ matematik: spil, puslespil, bygning med forskellige materialer fx geometriske figurer, Lego
  • N/T-undervisning, hvor emner fra den naturvidenskabelige verden behandles. Emnevalget er afhængigt af elevgruppen. Undervisningen er dels klasseundervisning, dels par- og gruppearbejde.

N/T-undervisningen vil indeholde emner fra geografi, biologi og fysik/kemi.

Eleverne vil – afhængigt af det individuelle niveau, lære de fire regningsarter, arbejde med måling, tid, statistik, geometri og andre emner inden for matematikken.
Eleverne vil i den alternative matematikdel blive udfordret til at bryde egne grænser for, hvad de kan. De vil ligeledes blive udfordret til at samarbejde i relationer og med aktiviteter, der indebærer tab-og-vind og tæt samarbejde.

I N/T-delen vil eleverne blive undervist gennem fortælling, skriftligt materiale, film m.m. og ofte udføre praktiske forsøg/aktiviteter. Eleverne vil blive udfordret i diskussioner om de emner, der arbejdes med.
Undervisningens indhold tager udgangspunkt i fælles mål for mellemtrinnet/overbygningen.

Evaluering: Elevernes faglige fremskridt i matematik evalueres løbende. Kort inden periodeafslutning laves en afsluttende evaluering af undervisningen med den enkelte elev. Denne evaluering skrives i elevens værkstedsudtalelse.