Værkstedets navn: TEXTIL

Intro: Textil har sit udgangspunkt i et velindrettet værksted, hvor der arbejdes både teoretisk og praktisk.

Textillokalet er et stort, lyst lokale med tilhørende depot samt vådrum. I lokalet er der gode muligheder for at arbejde både individuelt, i mindre grupper eller som et samlet hold. Der er arbejdsborde i forskellige højder samt enkeltmandsborde, som fortrinsvis bruges, når der arbejdes ved symaskinerne. Derudover tages der på ture ud af huset for at besøge relevante udstillinger og foretage indkøb af materialer.

Mål: Med udgangspunkt i elevernes interesse for at forbedre deres faglige færdigheder er det værkstedets mål, igennem en individuel tilrettelagt specialundervisning at forbedre elevernes standpunkt i almene skolefag med fokus specielt på textilfaget. (Jf. fælles mål)
Det er endvidere målet:

  • at eleverne i et trygt og forpligtende fællesskab udvider interessen for textile materialer, så de bliver motiveret for indlæring af grundlæggende fremstillingsteknikker samt får en viden om de redskaber og materialer, faget anvender. Gennem arbejdet med forskellige materialer skal det tilstræbes, at eleverne efter bedste evne kan arbejde frit, personligt, eksperimenterende og kreativt med såvel brugsting som ting af mere dekorativ art, f.eks. billeder.
  • at eleven kommer til at opleve succes ved at mestre et håndværk.
  • at eleven oplever det givende at kunne fordybe sig i processen og senere kunne bruge denne oplevelse til at skabe sig et rigere og mere indholdsrigt voksenliv.
  • at styrke elevens evne til fordybelse, koncentration og vedholdenhed.

Indhold: Specialundervisningen har afsæt i fælles mål – trinmål for de almene fag, og der arbejdes løbende med evaluering.

Der undervises i forskellige teknikker inden for det textile fag, hvilket f.eks. kan være:

  • Syning: symaskinens brug og vedligehold, syning i hånden, mønsterarbejde og forståelse for syvejledning, måltagning og tilretning, syning af beklædnings- og brugsting samt tekstile billeder
  • Dekoration: maskinsyning, håndbroderi, applikation
  • Ramme- og pigmenttryk, herunder også farvelære samt billedforståelse.
  • Vævning, strikning og snorearbejde: primitiv vævning, skaftevævning, snoning og fletning/knytning.
  • Filtning: nuno filtning, nålefiltning, filtning af både flade og rummelige emner.
  • Læder-, skind- og pelssyning, indføring i grundlæggende arbejdsteknikker og arbejdsgange.

Opgaverne i undervisningen udvælges, så de udfordrer den enkelte elev både fagligt og socialt og på den måde skaber basis for udvikling. Der arbejdes både med individuelle og fælles opgaver.

De individuelle opgaver tager udgangspunkt i elevens forudsætninger og interesser, hvor undervisningen søger at udfordre eleven med stigende sværhedsgrad i opgaverne. Den enkelte opgave planlægges i samarbejde med eleven, og det tilstræbes at fremme såvel fagligheden som det frie kreative udtryk. Inspirationen til opgaverne kan f.eks. hentes fra udstillinger, mode, kunst, tidsskrifter, trends, oplæg fra underviseren osv.

Undervisningen foregår i praksis ved, at eleven, ud over en mundtlig instruktion, konkret vises, hvordan opgaven skal gribes an og udføres. Herefter arbejder eleven selvstændigt med opgaven og afprøver de pågældende teknikker, naturligvis med mulighed for hjælp og støtte. Der lægges i undervisningen vægt på, at eleven opnår forståelse for vigtigheden af at gøre arbejdet færdigt.

Når de grundlæggende færdigheder er på plads, opfordres der til, at eleven søger at finde sit eget udtryk gennem en mere eksperimenterende tilgang. 

Evaluering: Den daglige undervisning starter med fælles samling, hvor hver elev fremlægger og fortæller, hvad eleven har arbejdet med sidste gang. Der evalueres på, hvad der er gået godt, og hvad der skal ændres, hvorefter næste skridt planlægges.

Elevernes faglige fremskridt evalueres løbende. Kort inden periodeafslutning evalueres undervisningen med den enkelte elev. Denne evaluering skrives i elevens værkstedsudtalelse.